PRESSEMEDDELELSE
Skak og keramik i Kunstværket, VitaPark
Kirsten Jæger udstiller 4×4 meter stort værk.
Kunsthåndværkeren Kirsten Jæger udstiller fra 21. nov. i Kunstværket i VitaPark et 4×4 meter stort værk med titlen “Sat i skak”. Kirsten Jæger har arbejdet med keramik i mere end 20 år, og bevæger sig med dette værk et skridt ud over håndværket ved at stille en række spørgsmål i forbindelse med værket.
Opstillingen i værkets skakspil er opstillingen hvor verdensmesteren Kasparov opgiver matchen mod IBMs computer Deep Blue i 1997. Det var første gang at en regerende verdensmester måtte opgive overfor en computer og kaldes af nogle et vendepunkt i forholdet mellem menneske og maskine. Fra da af overgik computerens regnekraft i praksis menneskehjernens regnekraft, men hvad betyder det så? Betyder det at maskinen er klogere end mennesket? Eller er spørgsmålet forkert stillet?
Udtrykket “Sat i skak” betyder at være truet og at have mistet nogle udveje. Er vi som samfund sat i skak og kan vi, som Kasparov, se 15 træk frem i tiden og vide hvad vi bør gøre, eller er menneskelivet netop meget mere end et skakspil der kan analyseres? Overlader vi måske alt for mange beslutninger til analytikerne, i stedet for at tage stilling til hvad der er rigtigt og forkert?
“Skak har altid været opfattet som et spil for analytikere, systematikere og alt det jeg IKKE er”, siger Kirsten Jæger, “men når jeg fornemmer at analyse og økonomiske kalkyler er det eneste der tæller, så har vi jo reduceret mennesket til at være en maskine?”
Hvor: Kunstværket, VitaPark, Odder
Hvornår: Fernisering lørdag 21. nov. 2015 kl. 14 – 17
Hvornår: Fre-søn kl. 14-17 frem til 13. dec. 2015